Show Less
Restricted access

Moderne dansk kortprosa i dialog

En genreundersøgelse ud fra et intertekstuelt perspektiv

Series:

Aldona Zanko

Denne bog tilbyder en ny, komparativ tilgang til minimalistisk dansk kortprosa fra 1990‘erne. Den sætter fokus på genrens underbelyste forbindelser til tre andre beslægtede litterære traditioner: den amerikanske short-story, den fantastiske fortælling dyrket af Franz Kafka og Jorge Luis Borges, samt den norske punktroman. Den danske kortprosas dialogiske referencer analyseres i bogen med fokus på flere aspekter, herunder udtryk, form, omfang, funktion, og ikke mindst betydning for den reelle læser. Således giver bogen et nuanceret indblik i genrens intertekstuelle komposition, både med hensyn til æstetik og tolkning. Ved at stille skarpt på den danske kortprosas fortrængte dialogisme tegner bogen et billede af genren som et vigtigt aspekt af kortprosaens globale udvikling i 1900-tallet.
Show Summary Details
Restricted access

II. Intertekstualitet i teori og praksis

Extract

II.  Intertekstualitet i teori og praksis

1.  Det dialogiske århundrede

Bevidstheden om, at arven fra traditionen er en uundgåelig del af ethvert litterært forfatterskab har præget overvejelser omkring litteraturens væsen siden antikken. Nogle gange kommer denne bevidsthed til udtryk som en slags klage over litteraturens manglende muligheder for originalitet, hvilket bl.a. allerede er tilfældet hos den romerske digter Terents, som er forfatter til den berømte bemærkning, at “der intet er sagt, der ikke er blevet sagt før”.1 De senere perioders litterære praksis viser derimod, at den litterære arv fra fortiden lige så godt kan betragtes som en mulighed frem for en begrænsning. I perioder, som f.eks. renæssancen eller nyklassicismen, ophøjes den kreative udforskning af fortidens traditioner, herunder især antikkens, til den toneangivende litterære strategi, anvendt bevidst med henblik på at markere værkernes slægtskab med de anderkendte idealer.2

Aldrig før i tiden har den litterære traditionsbevidsthed dog været stærkere end den er blevet i løbet af det 20. århundrede. Selv de mest konventionsbrydende avantgardebevægelser fra den første halvdel af 1900-tallet synes at bekræfte periodens særligt refleksive forhold til traditionen, som i dette tilfælde giver sig udslag i et programmatisk opbrud fra de hævdvundne udtryksmåder. Denne uafbrudte dialog med traditionen fortsætter videre igennem modernismens lyrikeksperimenter hen imod det postmodernistiske opgør med de store romanfort...

You are not authenticated to view the full text of this chapter or article.

This site requires a subscription or purchase to access the full text of books or journals.

Do you have any questions? Contact us.

Or login to access all content.